Hvordan skal man forklare dobbeltmoralen i disse dage, hvor en massakre venter på Kobanis borgere i Syrien?
Et par sætninger i Radioavisen elle et indslag på få sekunder i nyhederne var alt hvad man kunne høre om den katastrofale skæbne, som venter den kurdiske befolkning i Syrien og i byen Kobani i disse dage. De danske seere måtte ikke tænke for meget på verdens elendigheder men hellere være glade for at de ikke gik glip af ugens tilbud i Føtex og Bilka, eller blive underholdt af programmet ”kender du typen” i den bedste sendetid!
De kvinder og mænd som i disse timer kæmper mod en af de mest frygtelige og modbydelige kræfter som hele verden frygter for, og med næb og klør ihærdigt prøver at forsvare deres by mod dem, må af en eller anden årsag åbenbart ikke få verdensbefolkningens sympati for deres værdifulde kamp i en tid hvor kaos, uretfærdighed og diktatorer hersker over hele regionen.
Kobanis befolkning som har formået at skabe et rum i det sorte hul, Mellemøsten, er lige nu foran hele verdens øjne ved at blive erobret af Islamisk stat, men både medierne og regeringerne lukker øjnene for det. Et af de få steder hvor håbet stadig er til stede for alle frihedselskende mennesker, et af de få steder hvor kvinder bliver behandlet mere lige og humant og hvor ens religiøse og etniske tilhørsforhold ikke er afgørende for at blive betragtet som første- eller andenrangs borger.
De kurdiske militser mangler våben, mad og medicin, og mangler simpelthen støtte fra omverdenen for at kunne forsvare sig. Men ingen lande reagerer på deres nød på trods af al den foragt, som man viser mod IS.
Der er ikke nogen fokus på kurderne og deres ensomme bestræbelser mod de modbydelige kræfter, som indtil videre ingen har kunne stoppe. Er det fordi man frygter de venstreorienterede kurdiske kræfter, som har styret Kobani i de sidste par år, mere end IS? Er det fordi man er bange for at de vil stå stærkere efter en sejr over IS og dermed få mere indflydelse i Mellemøsten? Hvorfor tøver man med at støtte Kobani militserne i deres kamp, når alle taler om at bekæmpe IS?! Tager man mere hensyn til de regimer i regionen som er imod de kurdiske mindretal i deres lande end en reel modstand mod IS fra kurderne, fordi man i bund og grund betragter de kurdiske venstreorienterede farligere end IS?
Hvordan skal man forklare dobbeltmoralen hos verdenens regimer i disse dage, hvor en massakre venter på Kobanis borgere i Syrien?